• OVERBLIK: Det ved vi om brandangreb på det franske jernbanenetværk

    Источник: BDK Borsnyt / 26 июл 2024 08:36:04   America/New_York

    Fredag forvoldte ukendte gerningsmænd skader på tre franske højhastighedstoglinjer i det såkaldte TGV-netværk forud for åbningsceremonien ved de olympiske lege i Paris. Her er, hvad vi ved om ildspåsættelserne. * Omkring klokken 04.00 fredag morgen blev tre af Frankrigs TGV-højhastighedstog ramt af brandangreb. Et forsøg på at sætte ild til en fjerde linje blev afværget, fordi vedligeholdelsesmedarbejdere kontaktede politiet hurtigt. * Det drejer sig om linjen fra det sydvestlige Frankrig til og fra Paris, linjen fra Paris til Lille i nord og linjen fra Paris til Strasbourg i øst. Det mislykkede forsøg skete på linjen mellem Paris og Lyon mod sydøst. * Ingen personer eller grupperinger har indtil nu taget ansvaret for aktionerne. * Anklagemyndigheden i Paris har indledt en undersøgelse, som skal afdække, om en organiseret gruppe stod bag angrebene, og hvilke skader eller forsøg på skader på jernbanerne der fandt sted. * En fjerdedel af alle Eurostar-tog er aflyst til og med søndag. Eurostars tog går mellem Storbritannien, Frankrig og Belgien. * Omkring 800.000 er berørt af følgerne af brandene, som blandt andet omfatter forsinkelser og aflysninger indtil søndag. * Frankrigs premierminister, Gabriel Attal, kalder ildspåsættelserne for "sabotagehandlinger". * Frankrigs statsejede jernbaneselskab, SNCF, kalder brandangrebene for et "massivt angreb, som har til mål at lamme jernbanenetværket". Videre kalder de handlingerne for "ondsindede og koordinerede" og "et angreb på Frankrig". * Fredag formiddag lukkede en schweizisk-fransk lufthavn midlertidigt på grund af en bombetrussel, og et Air France-fly stod "standby". Det er uklart, om evakueringen af lufthavnen har relation til brandangrebene. * Åbningsceremonien ved de olympiske lege finder som planlagt sted klokken 19.30. Kilder: CNN, BBC, Reuters og AFP. /ritzau/ https://www.berlingske.dk/internationalt/overblik-det-ved-vi-om-brandangreb-paa-det-franske-jernbanenetvaerk
Опубликовать